|
|
|

Restaurering af bevaringsværdige bygninger
Arkitektfirmaet Arp & Nielsen har gennem mere end 20 år forestået istandsættelses- og restaureringsarbejder ved en lang række fredede og bevaringsværdige bygninger på land og i by. Sagerne spænder fra de ældste bygningsanlæg til de nyere fra første halvdel af 1900-årene. I alle sager - store som små - er en velfunderet arkitekturhistorisk indsigt et vigtigt redskab i forarbejdet og ved stillingtagen til de nødvendige indgreb. I sagslisten er alle bygningstyper repræsenteret: det store, komplekse herregårdsanlæg, større gårde, købmandsgårde, apoteker samt større eller mindre borgerhuse. Landhuse og landbrugets byggeri er et særligt område, hvor arkitektfirmaets indehaver besidder stor viden og erfaring, blandt andet som forhenværende museumsinspektør på Nationalmuseets Frilandsmuseum.
Udover stabiliserings- og istandsættelsesarbejder af de primære konstruktionsdele har Tegnestuen løst opgaver ved inventardele, som snedkerdetaljer (paneler, døre, vinduer), stuk, tapeter og malerarbejde med specielle teknikker. Mange sager har omfattet ændringer og tilføjelser, der er disponeret funktionelt og hensigtsmæssigt; men altid med den største respekt og indleven i bygningens oprindelige karakter.
Tegnestuen fungerer som konsulent i løbende opgaver for Kulturarvsstyrelsen hvad angår fredede bygninger og for Nationalmuseet hvad angår pleje og tilsyn ved jordfaste fortidsminder (ruinpleje). Endvidere har Tegnestuen forestået udarbejdelse af adskillige kommuneatlas. Arkitektfirmaets indehaver er bygningskonsulent for Kirkeministeriet og bygningskyndig ved provstesyn.
Medlem af Danske Arkitekt Virksomheder
|